Udfyld dette korte spørgeskema og hjælp os med at undersøge efterspørgslen efter et 3 måneder langt undervisningsforløb i skønlitterær skrivning i København i efteråret 2009.
Forløbet begynder midt i september og afsluttes midt i november og vil bestå af 5 timers undervisning 2-3 dage om ugen: skriveøvelser, tekstkritik (i plenum og enkeltvist), litteraturlæsning og -diskussion, møder med forfattere, tre ugers afslutningsprojekt med udgivelse i antologi og muligvis en studietur til en skrivehøjskole i Sverige. Ca. pris: 7000 kr.
Hvis du skriver dit navn og mailadresse og siger ja til spørgsmålet om, om du er interesseret i et sådant forløb, vil vi kontakte dig senere med mere information. Din interesse er ikke bindende.
Der skal svares på spørgsmål markeret med * og vi vil blive meget glade, hvis du også svarer på resten.
Venlig hilsen
Jens Peter Kaj Jensen og Martin Snoer Raaschou
Jens Peter Kaj Jensen. Født 1965, cand.phil i filosofi og uddannet fra Forfatterskolen 2007. Tidl. redaktør på forlaget Klim, forfatter af filosofibogen Det frie menneske (Odense Universitetsforlag 2000) og medredaktør på debatbogsserien Genmæle. Skønlitterær debut i 2007 med romanen Sofa (Anblik). Har tidligere undervist i filosofi på Kolding Højskole.
Martin Snoer Raaschou. Født 1983 og uddannet fra Forfatterskolen 2006. Medlem af digterfællesskabet Koordinat siden 2002 og redaktør på samme fællesskabs forlag, redaktør af antologien Følgesvend til Verdens Tilstand 2005 og tidl. medredaktør af det internationale poesitidsskrift Banana Split. Digte bl.a. i Hvedekorn. Har tidligere undervist skrivehold på bl.a. Krogerup Højskole.